LCHF Lasagne – Var det nu også så fantastisk?

Jeg lavede forleden en opskrift fra min bog med LCHF opskrifter. Jeg blev bare pludselig voldsomt inspireret til, at gå i krig med LCHF. Jeg prøvede denne lasagne uden pasta. Jeg ser at mange laver en erstatning for pasta baseret på flødeost. Det var også en del af denne opskrift. Jeg må erkende, at det blev simpelthen for vammelt. Det ser nok så lækkert ud, men den svampede oste-lasagne-plade suger en voldsomt masse væske til sig, og bliver bare til en våd svamp. For mig var det altså ikke et hit. Smagen var lige i skabet, men konsistensen med LCHF lasagnepladerne, blev simpelthen bare for meget. *Desværre var opskriften ikke et hit for mig. Men derfor skal du da havde mulighed for at prøve selv…

* Det viser sig så, at der er en fejl i bogen med opskriften. Så en af dagene får pladerne en chance mere. Der står åbenbart 5 SPSK loppefrøskaller, og ikke 5 tsk, som der burde. Det kunne muligvis gøre pladerne tyndere, og dermed lidt mere sprøde, i stedet for tykke og svampede.

LCHF Lasagne

Plader
4 æg
125 g Philadelphia
5 store tsk loppefrøskaller
1 tsk oregano

Opvarm ovnen til 150 grader. Pisk æggene luftige og tilsæt resten af ingredienserne. Sørg for, at loppefrøskallerne er pisket godt ind i æggemassen, så de ikke klumper. Kom dejen over på en bageplade med bagepapir og fordel den jævnt over hele pladen med en dejskraber. Portionen passer præcist til en bageplade. Kom bagepladen i ovnen og bag dejen i ca. 13-15 minutter. Tag pladen ud og afkøl. Skær herefter ud med en pizzaskærer i den størrelse lasagneplader, du ønsker.

Bechamelsauce
1½ dl fløde
50 g revet ost (Jeg brugte flødehavarti)
½ tsk stødt muskatnød
Salt og peber

Giv fløden et hurtigt opkog i en kasserolle og lad osten smelte heri. Tilsæt muskatnød, salt og peber efter behag. Rør godt rundt.

Kødsovs
2 finthakkede løg
2 fed finthakket hvidløg
Smør eller kokosolie til stegning
800 g hakket oksekød
500 g tomatsauce (købt eller hjemmelavet)
1 spsk tørret oregano
1 spsk tørret basilikum
Salt og peber
150-200 gram ost til topping

Opvarm ovnen til 200 grader.

Varm smør eller kokosolie op i en gryde og sauter hvidløget og løgene heri. Brun herefter kødet og tilsæt tomatsaucen og krydderierne. Lad saucen simre under låg, indtil du er klar til at samle lasagnen. Saml lasagnen i et ovnfast fad og start med lidt kødsovs i bunden. Læg delene lag på lag og afslut med et lag revet ost på toppen. Bag lasagnen i ca. 10-15 minutter i ovnen ved 200 grader.

 

lasagne

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *